Med det รฆgรฆiske รธhav som scene opleves og beskrives sjรฆletilstande, hvor dรธd og tomhed overskygger lyset og kรฆrligheden i digtsamlingen GLAS. Nordbrandt tager bolig i denne undergang og lรฆseren rejser med ham fra sted til sted og mรธder overalt det samme: huse, der styrter i havet, mennesker, der i stolt og ensomt drรธmmeri euforisk gรฅr til grunde.