Alt ved iOS er udviklet til at være enkelt – også muligheden for at skifte til iOS. Med nogle få trin kan du overføre dit indhold automatisk og sikkert fra din Android-enhed vha. appen Flyt til iOS. Det er ikke nødvendigt at gemme dine ting et andet sted, før du skifter fra Android. Appen Flyt til iOS overfører på sikker vis alle typer data for dig, f.eks.:
Kontakter
Beskedhistorik
Kamerafotos og -videoer
E-mailkonti
Kalendere
WhatsApp-indhold
Sørg for, at enhederne er i nærheden af hinanden og tilsluttet en strømforsyning, indtil overførslen er færdig. Når du vælger at overføre dine data, opretter din nye iPhone eller iPad et privat Wi-Fi-netværk og finder din Android-enhed med Flyt til iOS. Når du har indtastet en sikkerhedskode, starter overførslen af dit indhold, og det placeres de korrekte steder. Så enkelt kan det gøres. Når dit indhold er overført, kan du komme i gang med det samme. Du skal ikke gøre mere – din nye iPhone eller iPad er klar til brug, og du kan udforske de mange muligheder. God fornøjelse.